Principafgørelser BPA-området 2019

Dette notat er udarbejdet i samarbejde med socialrådgiver og handicapkonsulent Gitte Madsen. Hun har mange års erfaring som konsulent, underviser og oplægsholder.

Ankestyrelsen udsendte i 2019 tre principmeddelelser om BPA-området.

Du kan her læse resuméerne i de tre meddelelser og finde links til hele teksten i meddelelserne. Du kan også læse om baggrunden for, at sagerne er blevet behandlet principielt.

 

Ankestyrelsens principafgørelse 3-19 om kompensationsprincippet - fælles husstand/bolig - samlede situation - praktisk hjælp - borgerstyret personlig assistance – håndsrækninger

Baggrund for at behandle sagerne principielt

Ankestyrelsen har behandlet 4 sager principielt. Med den nye principafgørelse understreges det, at det er den fælles husstand, der deltager i udførelsen af de praktiske opgaver i hjemmet, og at kommunerne derfor ikke kan give afslag på hjælp under henvisning til, at der er en ægtefælle, der kan varetage opgaverne. Principafgørelsen handler også om, hvilken betydning det har for bevillingen af praktisk hjælp, at der er hjemmeboende børn i husstanden.

Principafgørelsen fastslår

Kompensationsprincippet

Formålet med kompensationsprincippet er, at borgere med en funktionsnedsættelse i videst muligt omfang bliver kompenseret for følgerne af funktionsnedsættelsen og stilles lige med andre borgere. Borgeren skal have mulighed for at leve så normalt et liv som muligt, herunder have et socialt liv og mulighed for at passe et arbejde.

Kompensationsprincippet giver ikke et krav på ubetinget kompensation. Hjælp og støtte efter serviceloven kan alene bevilges efter en vurdering af formålet med den ansøgte hjælp og ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede situation, behov, funktionsevne og ressourcer i husstanden.

Det primære mål med indsatsen er at gøre borgeren i stand til at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Hvis det ikke er muligt at gøre borgeren i stand til at klare sig selv, bør indsatsen sigte mod at gøre borgeren i stand til at klare så mange opgaver selv som muligt.

Det er borgeren med funktionsnedsættelsen, som skal kompenseres for sin nedsatte evne til fx at varetage de praktiske opgaver i hjemmet. Det betyder, at en kommune skal tage udgangspunkt i de opgaver, som personen ville have bidraget med, hvis personen var rask.

 

Betydningen af den fælles husstand og borgerens og familiens samlede situation

Enhver person i husstanden skal bidrage til at løse sin andel af de praktiske opgaver i hjemmet. En kommune skal derfor bedømme borgerens samlede situation og om nødvendigt inddrage oplysninger om eventuelt andre medlemmer af husstanden.

En kommune kan lægge til grund, at et medlem af en husstand kan varetage sin forholdsmæssige andel af opgaverne i hjemmet, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Det kan være forhold som fx helbred, ressourcer og livssituation eller lignende. Hvis dette er tilfældet, skal kommunen undersøge og vurdere, i hvilket omfang den enkelte i husstanden, i lyset af sin situation, er i stand til at deltage i at løse de fælles opgaver i hjemmet. Den forholdsmæssige andel nedsættes konkret til, hvad der kan begrundes i de særlige forhold.

Hvis det er et barn, der skal bidrage til at varetage opgaverne i husstanden, skal barnets modenhed indgå i vurderingen. Jo større og mere modent et barn er, des større kan forventningerne til barnets deltagelse i arbejdsopgaverne i hjemmet være. En kommune skal dog i hvert enkelt tilfælde sørge for, at kravene ikke går videre end de krav, der normalt stilles til børn i samme alder.

Hvis der fremkommer oplysninger, om at barnet ikke vil kunne håndtere opgaverne, skal kommunen foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er særlige behov eller hensyn, der gør sig gældende i forhold til det enkelte barns samlede livssituation og ressourcer samt hvilke opgaver, barnet i forhold til sin modenhed kan forventes at klare.

Som eksempler, hvor det kan være relevant, at kommunen foretager en sådan afvejning af husstandens samlede ressourcer, kan nævnes sager om hjælp til praktiske opgaver i hjemmet, udmåling af timer til borgerstyret personlig assistance og merudgifter.

De konkrete sager

I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde taget udgangspunkt i kommunens kvalitetsstandard (egne lokalt fastsatte serviceniveauer) uden at skønne individuelt. Kommunen havde forsømt at foretage en konkret og individuel bedømmelse af alle relevante oplysninger. Der manglede derfor en helhedsvurdering af borgerens og husstandens samlede forhold. Ankestyrelsen understregede overfor kommunen, at udgangspunktet er, at den ikke-raske ægtefælle skal kompenseres for sin andel af de konkrete rengøringsopgaver.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ikke havde foretaget udmåling af hjælpen med udgangspunkt i de opgaver, som personen ville have bidraget med, hvis personen var rask.

Borgeren gjorde gældende, at ægtefællen på grund af sine særlige arbejdsforhold med videre ikke kunne bidrage med den hjælp, som kommunen forventer. Kommunen havde ikke undersøgt og forholdt sig til, om der var særlige hensyn til ægtefællen på grund af helbred, ressourcer og livssituation eller lignende. Ankestyrelsen havde ikke disse oplysninger til rådighed. Kommunens afgørelse blev derfor hjemvist.

 

I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde underbygget og forklaret, hvorfor den var nået frem til et andet skøn end tidligere, og dermed reducerede i borgerens bevilling af praktisk hjælp. Kommunen henviste til, at ægtefællerne, i modsætning til før, nu var flyttet sammen. Der var tale om en ny situation (hvor kommunen skulle inddrage hele husstandens ressourcer), og da kommunens skøn var velunderbygget, sagligt og konkret og individuelt udmålt, var der ikke grundlag for at tilsidesætte dette. Ankestyrelsen stadfæstede derfor kommunens afgørelse.

 

I sag nr. 3 lagde Ankestyrelsen til grund, at borgeren var omfattet af reglen om praktisk hjælp. Da det var oplagt, at borgeren havde et hjælpebehov, ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig helhedsvurdering af borgerens og ægtefællens samlede situation. Da kommunen ikke havde sørget for at balancere alle rimelige hensyn/livsinteresser, havde den reelt ikke foretaget en korrekt helhedsvurdering. Ændringen betød, at kommunen skulle udmåle det konkrete omfang af hjælp.

 

I sag nr. 4 var der tale om en voksen hjemmeboende søn. Borger gjorde i sagen gældende, at sønnen på grund af sin livssituation ikke kunne bidrage med den hjælp, som kommunen forventede. Kommunen havde ikke vurderet, om den forventning om opgavedeltagelse, som blev stillet i kommunens afgørelse, var udtryk for krav, som gik videre, end den andel af de fælles opgaver, som han skal bære som medlem af husstanden. Kommunen havde heller ikke forholdt sig til, om kravet oversteg, hvad der normalt kan stilles til et voksent barn i en lignende situation. Ankestyrelsen havde ikke disse oplysninger til rådighed, hvorfor det var nødvendigt at hjemvise sagen.

https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20190907225

Ankestyrelsens principafgørelse 33-19 om borgerstyret personlig assistance - personlig assistent - arbejdsopgaver - kompensation til handicappede i erhverv

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare grænsefladen mellem borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96, og en personlig assistent bevilget efter lov om kompensation til handicappede i erhverv, herunder for at afklare, hvilke opgaver en hjælper i en ordning med borgerstyret personlig assistance skal udføre.

Principafgørelsen fastslår

Efter serviceloven skal kommunen tilbyde borgerstyret personlig assistance til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.

Efter lov om kompensation til handicappede i erhverv, kan kommunen yde personlig assistance til ledige, lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand.

Borgerstyret personlig assistance ydes som tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse. Borgerstyret personlig assistance bevilges derfor til opgaver i forbindelse med personlig pleje, praktisk hjælp, ledsagelse og overvågning. [anonymiseret]

Formålet med personlig assistance efter reglerne om kompensation til handicappede i erhverv er at give borgeren mulighed for at varetage sine arbejdsopgaver og deltage i arbejdsmæssige møder, arrangementer mv. Der er derfor tale om varetagelse af andre typer opgaver end de opgaver, som hjælpere i en ordning om borgerstyret personlig assistance er ansat til at varetage.

Hvis en borger med betydelig og varig nedsat funktionsevne har brug for særlig personlig bistand i forbindelse med sit erhverv, skal bistanden bevilges efter lov om kompensation til handicappede i erhverv, og ikke efter servicelovens bestemmelse om borgerstyret personlig assistance.

Både de opgaver, der relaterer sig til borgerens ordning med borgerstyret personlig assistance, og den hjælp, der bevilges efter kompensationsloven, kan varetages af den samme person, hvis det er praktisk muligt.

I den konkrete sag havde borgeren ikke ret til dækning af yderligere timer i hans ordning med borgerstyret personlig assistance, da hans behov for hjælp i forbindelse med varetagelsen af hans erhverv skulle dækkes efter bestemmelsen om personlig assistance til borgere i erhverv. Kommunen skulle undersøge behovet for at få en personlig assistent til at hjælpe borgeren med udførelsen af de arbejdsrelaterede opgaver, så borgeren kan udføre sine arbejdsfunktioner.

https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20190952125

Ankestyrelsens principafgørelse 104-19 om borgerstyret personlig assistance - kontant tilskudsordning - udmåling af tilskud til hjælpere

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare, i hvilket omfang kommunen er forpligtet til at udmåle støtte i form af akuttillæg i en ordning om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og i en ordning om borgerstyret personlig assistance, herunder fortolkning af udmålingsbekendtgørelsen i forhold til udbetaling af tilskud til tillæg til hjælpere.

Principmeddelelsen fastslår

Efter serviceloven har en borger med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som er i stand til at være arbejdsleder, mulighed for at få udbetalt et tilskud til selv at ansætte sine hjælpere, enten i en ordning om kontant tilskud eller som borgerstyret personlig assistance. I en ordning om kontant tilskud, kan en nærtstående, der helt eller delvist passer borgeren, være tilskudsmodtager og arbejdsleder i stedet for borgeren.

Reglerne for udmåling af tilskud til ansættelse af hjælpere er fælles for begge tilskudsordninger og fremgår af bekendtgørelse om udmåling af tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter serviceloven (udmålingsbekendtgørelsen).

Omkostninger til løn til hjælpere

Ved udmåling af tilskud til hjælpernes løn skal kommunen tage udgangspunkt i grundlønnen for sammenlignelige faggrupper. Kommunen skal anvende samme udgangspunkt ved beregning af alle elementer af lønnen, herunder tillæg til lønnen. Det fremgår af udmålingsbekendtgørelsen.

Udmålingsbekendtgørelsen nævner forskellige løntillæg, som kommunen skal udmåle tilskud til herunder tids-og stedbestemte tillæg. Denne liste er efter sin ordlyd ikke udtømmende, men indeholder eksempler på hvilke tillæg, der kan ydes støtte til, når borgeren har en tilskudsordning.

Da kommunen skal sikre, at borgeren kan rekruttere og fastholde personale med det bevilgede tilskud, er det afgørende, at løntillægget til hjælperen er betinget i varetagelsen af et nødvendigt hjælpebehov hos borgeren, og at tillægget er en del af lønnen ved sammenlignelige faggrupper.

Akuttillæg kan være et nødvendigt tillæg, som der skal ydes støtte til ved en tilskudsordning. Det er tilfældet, hvis det er nødvendigt for arbejdslederen at tilkalde hjælpere med kort varsel og af den grund udbetaler ekstra tillæg til løn til hjælpere.

Kommunen skal kun udmåle tilskud hertil, hvis arbejdslederen er forpligtet til at betale hjælperne ekstra løn/tillæg ved akutte vagter.

Kommunen skal vejlede arbejdslederen i en tilskudsordning om, hvilken løn hjælperne skal tilbydes i form af løn og tillæg.

Tilskud til uddannelsesfonde og efteruddannelse

Kommunen skal dække omkostninger til nødvendige kurser for hjælpere. Det følger af udmålingsbekendtgørelsen.

Kommunen er ikke forpligtet til at yde tilskud til uddannelsesfonde, som det ikke er lovpligtigt at indbetale til, da kommunen alene skal yde tilskud i forhold til de konkrete nødvendige udgifter, som arbejdslederen har til uddannelse af hjælpere. Det skyldes, at kommunen kun er forpligtet til at følge den del af overenskomsten, som kan sikre rekruttering og fastholdelse af personale i den konkrete ordning.

I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at borgeren ikke havde dokumenteret yderligere nødvendige omkostninger til løn til sine hjælpere, når disse med kort varsel tilkaldes som vikarer. Kommunen havde bevilget støtte til ansættelse af hjælpere med akut varsel ud fra den overenskomst, som kommunen anvendte i forhold til kommunens egne ansatte. Ankestyrelsen vurderede, at borgeren var kompenseret med det af kommunen udmålte.

https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20191021825