Mentor - muligheder og veje

En mentor – viser en vej, holder døre, åbner muligheder, afklarer ønsker, giver tro på egne evner, støtter muligheden for at tage egne beslutninger, motiverer og er med til at danne overblik i svære situationer.

I situationer, hvor der er svært at fastholde job eller uddannelse, eller hvor det er vanskeligt at finde vejen til de rette valg. Når overblikket mangler, når det er svært at holde styr på økonomien, svært at passe en behandling, svært at præsentere sig selv godt nok, og når det kræver mere energi end normalt at indgå i sociale sammenhænge, så kan en mentor være den afgørende forskel. Det, der åbner nye muligheder. Det næste skridt mod uddannelse, beskæftigelse, nye relationer og et klarere billede af egne ønsker og muligheder.

I Olivia Danmark møder du erfarne mentorer, der går ind i mentorforløb i hjemmet, i virksomheder, på uddannelsesinstitutioner og andre relevante steder. Vi har tilknyttet erfarne virksomhedskonsulenter, mentorer med erfaring indenfor misbrugsbehandling, psykiatri, uddannelsesinstitutioner m.v. Løsningerne, vi sammen med borgeren (mentee) og sagsbehandleren sigter mod, er motiverende, fastholdende og med til at skabe realistiske ambitioner og målbare resultater.

Til dig som sagsbehandler
Et mentorforløb i Olivia Danmark giver mulighed for at opstille mål, og skabe en sammenhæng mellem de tilbud og den hjælp mentee allerede modtager, i form af eksempelvis bostøtte, psykologbehandling, misbrugsbehandling eller lignende. Mentorforløbet er med til at skabe et overblik over muligheder og begrænsninger – hvad er et vilkår og hvad kan ændres. På samme måde er mentorforløbet med til at sætte fokus på, hvordan udfordringer på funktionsniveau ikke behøver at være en vedvarende forhindring, men måske noget, der kan findes alternative veje rundt om.

Mentoren arbejder selvfølgelig altid med et klart sigte mod fastholdelse af eller skabelse af kontakt til beskæftigelse eller uddannelse. Et sigte, der stabiliseres af det rette blik for detaljerne i hver enkelt sag.

Til dig som borger (mentee)
I en mentorordning kan du finde støtte, coaching, vejledning og få feedback. Har du idéer til, hvor du gerne vil hen i livet, men svært ved at finde ud af hvordan, kan en mentor være med til at kaste lys over vejen. Vanskeligheder, der måske synes store og uoverkommelige, kan en mentor være med til at løse og tage bid for bid. Måske er det, der tidligere var små problemer, i dag store vanskeligheder, der behøver din opmærksomhed. En mentor kan helt praktisk være med til at hjælpe dig med at holde fast i at komme op om morgenen, skrive en ansøgning, møde frem på job, præsenterer dig for en arbejdsgiver eller et uddannelsessted og være med til at finde ud af, om det er noget, der giver mening for netop dig.

Tænker du, at en mentor kan hjælpe dig på vej, så kontakt din kommune, der kan hjælpe med at afklare, om dette kan være et tilbud til dig. Du er også altid velkommen til at ringe eller skrive til os, så kan vi i samråd med dig tage det første skridt mod en nemmere hverdag.

Ring: 88887171
Skriv: Info@oliviadanmark.dk